Debatindlæg bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, 6. januar 2025
Indsendt af museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen
Ringkøbing Fjord Museer forandrer sig for at bevare den lokale historie
Interessen for Skjernegnens lokale historie lever. Heldigvis! Senest har et hul i stråtaget på Rakkerhuset i Bjørnemosen skabt en kritisk debat på Facebook om museets prioriteringer. Vi vil gerne forklare baggrunden for nødvendige beslutninger, som kan gøre ondt, og som måske ikke er så synlige som et hul i taget, men som skaber fundament for fremtidens museumsoplevelser.
Rakkerhuset og Bundsbækområdet
Vestjyllands sidste rakkere boede i Bjørnemosen indtil 1932, hvorefter deres beskedne hus gik helt til grunde. Som en del af museets daværende store satsning på Bundsbæk Mølle blev der frem til 2001 genopført et nyt hus på stedet med det gamle som forbillede. Desværre kom Rakkerhuset, Bundsbæk Mølle og Dejbjerg Jernalder aldrig helt til at stå mål mellem besøgstal og økonomi. Gennem årtier investerede museet i julemarked, udstillinger, levendegørelse og naturvejledning, mens besøgstallet alligevel faldt.
Bundsbæk Mølle er i museets øjne en perle, selvom ikke tilstrækkeligt mange deler opfattelsen i disse år. Derfor har museet – for penge tjent på andre adresser – lagt nyt tag på møllen i 2023-24. Og takket være initiativrige frivillige har mere end 2.500 gæster besøgt Bundsbæk i 2024 – et fint antal, der dog ikke tåler sammenligning med Bork Vikingehavns 90.000 gæster eller museets øvrige afdelinger.
Bygninger, bygninger, bygninger
Bygningsbevaring er ikke den centrale opgave for et statsanerkendt museum. Mange kulturhistoriske museer ejer ikke mursten. Det gør dem bedre i stand til at fokusere på udstillinger. Ringkøbing Fjord Museer har fokus på det levede liv i det store vestjyske landskab. Gennem mange år satsede museet på, at fortællingerne skulle ske i historiske bygninger. Derfor fik museet mange. For mange ifølge vores tilsynsmyndighed Slots- og Kulturstyrelsen. Og for mange i forhold til museets økonomiske rammer for det omkostningstunge vedligehold.
I 2021 (året før samarbejdet om Naturkraft og Fiskeriets Hus startede) vedtog museets bestyrelse en udviklingsplan, der også kræver fravalg. Siden har museet investeret millioner i vedligehold af Bundsbæk Mølle og Abelines Gaard. Dejbjerg Jernalders bygninger er planlagt flyttet til Bork Vikingehavn. Gåsemandens Gård er solgt og Hattemagerhuset tilbageleveret til kommunen.
Forandre for at bevare
Ringkøbing Fjord Museer skal også være relevante for kommende generationer af lokale borgere og kommunens gæster. Det er ikke nyt, at museet må forandre sig. Fra Skjerns første museum i Anlægget, der for længst er væk, til dagens 10 museer rundt om fjorden, med Bork Vikingehavn som flagskib, har museet været under konstant forandring med bygninger, der er købt, solgt, nybygget eller fusioneret. En eller to generationer fremme i tid vil det hele have forandret sig igen. Sådan skal det være, for kun sådan kan lokalhistorien ramme sit publikum.
Men det vigtigste består. Ringkøbing Fjord Museer har brugt snart 120 år på at specialisere sig i samspillet mellem mennesker og natur i det store vestjyske landskab. Der er skabt et stort fundament i form af forskning og indsamling af genstande og et af landets tidligste professionelle fokus på, at museer i dag skal have attraktionsværdi. Men også på samarbejdet med lokale og frivillige på alle museets afdelinger, også i og omkring Skjern.
Derfor driver museet det lokalhistoriske Arkiv for Skjern. Derfor stiller museet den nyistandsatte Skjern Vindmølle til rådighed for foreninger og frivillige, der trækker gæster ind til udstillinger og lokalhistoriske caféer. Derfor er museet ved at udarbejde et stort historisk bogværk om Skjern-Tarm-egnen i samarbejde med Skjern og Tarm Udviklingsfora. Derfor hilser museet en ny frivilliggruppe omkring Bundsbæk Mølle velkommen. Interessen for Skjernegnens lokale historie lever!
Link til debatindlægget i avisenDet oprindelige Rakkerhus
Billedet er taget før 1930
Fra Ringkøbing Fjord Museers samling
Ruinerne af Rakkerhuset
Tegnet af A. Sørensen Randbøl, 1947.
Fra Ringkøbing Fjord Museers samling