Debatindlæg bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern d. 16. januar 2025

Indsendt af museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen

Naturkraft takker for nabohilsen

“Måske kunne man…” sådan indledte Lene Graven Pedersen sit læserbrev til Naturkraft her i avisen. Vi takker for at Lene Graven Pedersen i kraft af sit naboskab til stedet tager sig tid til at foreslå, hvordan Naturkraft kan udvikles!

I Vestjylland kender vi værdien af et godt naboskab, hvor vi støtter hinanden. Og det er lige præcis det Lene Graven Pedersen er inde på. At Naturkraft skal udvikle sig til at være en attraktion til glæde for både lokale og turister. Det er præcis dét, vi arbejder for i Naturkraft – og i resten af museet.

Lene foreslår, at Naturkraft bliver et sted, der kan “kombinere leg, kultur, gastronomi og natur i en bæredygtig ramme, så det bliver et samlingssted for alle aldre – et sted, hvor man både kan lege, lære og nyde samvær i naturskønne omgivelser”. 

Det er i høj grad netop de pejlemærker, vi har styret efter gennem de tre år, vi nu har drevet Naturkraft som en del af museet. Af eksempler kan nævnes, at vi med en full dome oplevelse om vindkraftens vestjyske historie sætter fokus på, hvordan Vestjylland er en drivkraft i den bæredygtige omstilling. Vi har arbejdet med at gøre naturekspeditionerne i parken stærkere, så man som familie i flere generationer kan få aktive aha-oplevelser sammen. At det er den rette vej at gå kan aflæses i både et stabilt og udmærket besøgstal og i gode anmeldelser fra gæsterne. Netop nu etablerer vi nye vandlæringselementer i parken, inspireret af den vestjyske natur med Vonå, Skjern Å og slusen i Hvide Sande, som giver udendørs læring og leg for både skoleelever og dagsgæster. Denne investering koster et par millioner, og finansieres som et læringsprojekt med statslige midler. Det giver også en forståelse for, at “en kæmpe naturlegeplads” som både Lene og vi drømmer om, er en dyr investering. 

Store drivhuse med streetfood er en super god ide, men vi skal først have en god omsætning i den nuværende café, før vi tager næste skridt i den retning. Lokale råvarer har vi allerede blik for, og udvikler brugen af i takt med at det er økonomisk bæredygtigt. En skøjtebane ville være fantastisk, men kræver overskud til leje og drift. Events arbejder vi, belært af erfaring, med at etablere i det små, før vi slår begivenheder stort op. Vi er til gengæld meget glade for, at vi netop har fået støtte fra Nordea-fonden til at bygge “mega-shelters” til vores udendørs formidling og shows. Det er vores håb, at vi senere kan få fondsstøtte til at udvikle audioguides, der kan udfolde alle de vestjyske historier, som allerede findes i Naturkraft, men som gæsterne ikke nødvendigvis opdager i dag. Også andre end vores naboer har drømme på Naturkrafts vegne, for eksempel har byrådspolitiker Dan K. Jørgensen på sociale medier givet udtryk for at Naturkraft kunne formes mere i retning af Experimentarium i København. 

Vi er enige i, at oplevelserne og attraktionsværdierne på Naturkraft skal løftes. Vi har godt 100 års erfaring med at skabe stærke kulturattraktioner. Vi ved, at hverken Lene eller Dans drømme er billige, og vi ved også, at finansieringen til dem kommer gennem egenindtjening og fonde. Så selv med den velvillige opbakning fra byrådet er vores driftsstøtte og besøgsgrundlag stadig et godt stykke fra de københavnske attraktioners. I roligt tempo forandrer vi Naturkraft til et sted, som, fondene stoler på, klarer sig stabilt. Indtil vi kan sende de store ansøgninger, har vi fokus på de ting, vi selv kan forbedre med egne folk og med afsæt i vores mangeårige erfaring med at skabe attraktive oplevelser. Med tålmodighed skal Naturkraft nok ende med at blive et sted ikke langt fra det, som Lene drømmer om. 

Link ti debatindlæg i avisen

Ringkøbing Fjord Museer

Gør historien levende på 10 museer

Få fri adgang til alle museer
Fiskeriets Hus

Fiskeriets Hus

Naturkraft

Naturkraft

Skjern Vindmølle

Skjern Vindmølle

Skjern Reberbane

Skjern Reberbane

Ringkøbing Museum

Ringkøbing Museum

Provstgaards Jagthus

Provstgaards Jagthus

Lyngvig Fyr

Lyngvig Fyr

Kaj Munks Præstegård

Kaj Munks Præstegård

Bundsbæk Mølle

Bundsbæk Mølle

Abelines Gaard

Abelines Gaard

Bork Vikingehavn

Bork Vikingehavn