Debatindlæg bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern d. 26. maj 2023

Lisbeth Valther, forperson for Ringkøbing Fjord Museer og Hans-Ole Jessen, næstperson og tidligere formand for Ringkøbing Fjord Museer

Svar fra museets bestyrelse: Vi har – igen – en af de mest visionære museumsledere i Danmark

Der har i den senere tid været læserbreve i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, der stiller spørgsmål ved, hvorvidt Ringkøbing Fjord Museers udvikling sker i respekt for den tidligere ledelse, om prioriteringen af Skjern i denne udvikling, og om museets direktør Mette Bjerrum Jensens kompetencer.

Som henholdsvis ny og tidligere forperson for museet ønsker vi i forlængelse heraf at udtrykke vores opbakning til og forklaring på, hvorfor museets nuværende udvikling er en naturlig forlængelse af den tidligere ledelses principper, samt at vi har fuld tillid til, at Mette Bjerrum Jensen er den rette på direktørposten.

Ringkøbing Fjord Museer, som vi nu hedder, er et resultat af flere kommune- og museumsfusioner gennem museets mere end 100-årige historie. Den ældste del af det nuværende museum blev født af borgere i Ringkøbing i 1908, og samme historie udspandt sig i Skjern nogle år senere. I 2006 fusionerede det daværende Skjern-Egvad Museum med det daværende Ringkøbing Museum. Her voksede museet i antal besøgssteder og gæster. I det hele taget har daværende museumsdirektør Kim Clausen været fremsynet og god til at gribe muligheder for at udvikle museet. Der har ikke været mange år i museets historie, hvor antallet af besøgssteder og aktiviteter har været de samme som året før. Og netop dette ser vi som en af styrkerne ved museet under den tidligere ledelse: Den iværksætter-inspirerede, forandringsparate ånd, hvor der var fokus på det store landskabs historier, på gæsternes skiftende behov og på en sund økonomi baseret på entréindtægt. Det er præcis det, som museets nuværende udviklingsplan bygger videre på!

Ligesom museet har haft mange adresser, har vi også afprøvet mange formidlingstiltag. Vores tilgang er stadig at gøre historien levende – som det har været i mange år. Det har været forsøgt gennem bl.a. dyrskue og julemarked på Bundsbæk Mølle, og ved “Nat på museet” i Ringkøbing. Så længe publikum bakker tilstrækkeligt op, har museet afholdt dem. Men når publikum svigter i en grad, at det bliver en underskudsforretning, er vi nødt til at kigge på bundlinjen. Det er ansvarlig museumsdrift.

Som svar på bekymringen omkring Bundsbæk Mølles tilstand, kan vi melde, at vi igen holder Bundsbæk Mølle åben til sommer efter et par år, hvor coronaen har sat sig præg. Desuden har museet i år planlagt udskiftning af stråtaget på møllen, og vi har en ansøgning på vej til at udskifte svellestien. Alt sammen aktiviteter, der kun kan lade sig gøre på grund af et stort, frivilligt engagement.

De frivilliges lyst til at tage sagen i egen hånd og hjælpe med at gøre Bundsbæk præsentabel og levende er helt afgørende. Det er generelt svært at få ansatte til sæsonjobs i hele turistbranchen. Så det er afgørende for os at lade lokale tage del i museets virke som frivillige, og ikke blot være passive gæster. Det er forøvrigt endnu en af de rigtig gode traditioner fra det gamle Skjern-Egvad Museum, som vi arbejder hårdt på at fortsætte efter et par coronaår, der har forandret hele vores måde at engagere os som frivillige på. Fra museets side er vi meget taknemmelige for jer, der vil Bundsbæk og selv gør noget aktivt, for at det sker! Men vi har plads til mange flere hænder. Alle, der har lyst til at være frivillige, kan henvende sig til museet.

Vi vil gerne til sidst minde om, at gode museer anno 2023 – og museumsloven – tager det alvorligt at skabe gode og nutidsrelevante historiske oplevelser baseret på økonomisk ansvarlighed. Vi er stolte af, at vi med Mette Bjerrum Jensen som efterfølger til Kim Clausen igen har en af de mest visionære museumsledere i Danmark. Ud over at have en museumsfaglig Ph.D. og dermed et solidt, fagligt ståsted og en stor forståelse for museumsverden i ind- og udland, baserer hun og museets dygtige medarbejdere også museets udviklingsplaner på fremtidens forventninger til vores museer.

At kalde museets formidling pseudoplevelser eller historieforfalskning virker ubegrundet og uden hold i de museumsoplevelser, som 236.000 gæster sidste år betalte entre for at få.

Link til debatindlægget i avisen

Ringkøbing Fjord Museer

Gør historien levende på 10 museer

Få fri adgang til alle museer
Fiskeriets Hus

Fiskeriets Hus

Naturkraft

Naturkraft

Skjern Vindmølle

Skjern Vindmølle

Skjern Reberbane

Skjern Reberbane

Ringkøbing Museum

Ringkøbing Museum

Provstgaards Jagthus

Provstgaards Jagthus

Lyngvig Fyr

Lyngvig Fyr

Kaj Munks Præstegård

Kaj Munks Præstegård

Bundsbæk Mølle

Bundsbæk Mølle

Abelines Gaard

Abelines Gaard

Bork Vikingehavn

Bork Vikingehavn