Er i klar til at tage på opdagelse ind i naturen?
På vores ekspeditionsoplevelse kan hele familien rejse sammen ind i naturen og udforske forskellige temaer.
Med nysgerrighed og gå-på mod som nogle af jeres vigtigste redskaber, klæder vores ekspeditioner jer på til at se på naturen på en helt anden måde og til at tage ud i naturen og udforske den på egen hånd bagefter.
Via sjove og lærerige opgaver bliver I klogere på nogle af de mange spændende opdagelser, der gemmer sig i naturen.
Vores ekspeditionsledere står klar til at guide jer og sørge for, at I får de bedste forudsætninger for en god oplevelse. Ekspeditionslederne vil naturligvis også gøre, hvad de kan for at svare på jeres spørgsmål om den vestjyske natur og de opdagelser, I gør jer på ekspeditionerne.
Hver ekspedition har sit helt eget tema, og I kan frit vælge, om I vil udforske en, to eller alle tre af vores ekspeditioner.

Vild med vand
Vandet former livet i Vestjylland, og livet i Vestjylland former vandet. Ved I, hvilke kræfter der er på spil?
Det kan I udforske på ekspeditionen ‘Vild med vand’, hvor I bliver taget med på opdagelse i det vestjyske vands historie.

Spis naturen
Vi mennesker har altid levet af naturen, og det var en afgørende del af hverdagen for vores forfædre at finde deres føde på heden, stranden og i skoven. I dag kan naturen og dens naturlige spisekammer dog godt føles fjern for mange af os. Det skal der laves om på.
På ekspeditionen ‘Spis naturen’ udforsker I derfor, hvor mange spiselige planter der egentlig findes i naturen omkring os. Måske har I mod på at smage på noget af det?

Styrk biodiversiteten
Livets forskellighed i naturen kaldes biodiversitet – og den er under pres, fordi vores levevis gradvist ødelægger den. Det skal der gøres noget ved!
På ekspeditionen ‘Styrk biodiversiteten’ kan I lære mere om, hvordan I kan være med til at styrke biodiversiteten dér, hvor I bor.

Praktisk information
Ekspeditionerne i Naturkraft er inkluderet i entréen, så når den er betalt, kan I frit tage på alle de ekspeditioner, I har lyst til. Vores ekspeditionsledere vil guide jer, og udlevere det korrekte udstyr, så I kommer godt af sted. Udover en masse viden, så får I også nogle håndgribelige værktøjer med hjem, så I kan fortsætte jeres udforskning af den vestjyske natur.
For at starte en ekspedition, går I til hovedbygningen, hvor vores ekspeditionsleder venter på jer, udleverer et ekspeditionskort til jer, og fortæller, hvordan I starter.
I kan selv vælge, hvilke ekspeditioner I vil tage på og i hvilken rækkefølge.
God tur!
Køb dagsbilletEKSPEDITION+
Ønsker I en udvidet ekspeditionsoplevelse, kan I med +aktiviteterne tilføje fire ekstra oplevelser til ekspeditionerne i Naturkraft.
I kan for eksempel spise naturen, når I bager et lækkert urtebrød over bål – eller bygge noget, der styrker biodiversiteten hjemme hos jer selv.
Aktiviteterne skifter hen over året.
I får adgang til +aktiviteterne med et EKSPEDITION+ kort, som kan købes ved indgangen og i butikken i Naturkrafts hovedbygning.
God fornøjelse!

Ta’ selv på ekspedition ud i naturen!
Når I har været på ekspedition ind i naturen her på Naturkraft, er I rustet til at tage på jeres egne ekspeditioner ud i den vestjyske natur.
Find inspiration til, hvor I kan tage hen for at udforske forskellige typer af natur. I kan naturligvis også tage på ekspedition helt på egen hånd, og finde jeres egne, spændende ekspeditionssteder.
