28. maj kl. 19:00: Vennekredsen inviterer til musikalsk fortælling – “Kai Normann og jeg”

Se alle events

Dette er den eneste gemte lydoptagelse der findes af Kaj Munks stemme.

Talen blev bragt i JyllandsPosten den 21. okt. 1938:

Ved Mindeforestillingen paa Det kgl. Teater for Johannes Poulsen holdt Kaj Munk følgende Mindetale:

DET VAR STORMEN, vi hørte, og hvor var livet fattigt uden storm, stormen, der pisker os, og stormen, der renser og gør os stærke og sejrrige til livets dåd.

Når Det kgl. Teater har bedt mig føre ordet ved denne lejlighed, så lader jeg det betyde, at det er Det kgl. Teater, der låner mig sin mund til at sige Johannes Poulsen en tak, der kan høres af hele dets publikum, ingen ligprædiken, ingen domsafsigelse over den døde. Når rejsen er gjort ind i det land, som ingen vandrer vender tilbage fra, så står sjælen foran den, hvis dom alene har betydning, og hvad mennesker siger, om så det menneske er en præst, er ligegyldigere end nogen sinde.

Heller ikke jeg forsøger nogen karakteristik af kunstneren. Om Johannes Poulsen og hans kunst er der i disse dage i taler og artikler sagt alt muligt og adskilligt mere. Jeg står her kun for at nævne de enkle ord: Den kære Mester Johannes! Hvor holdt vi af ham. Det danske teater, alle vi, der hører til det danske teater, skuespillere, digtere, kritikere og publikum, vi siger det af vort fulde hjerte: Hvor holdt vi af ham, siger det med et lille bid i samvittigheden over, at vi ikke varmt nok fik sagt ham det rigtigt, før han brød op fra os.

Vi var flinke nok til at lade ham mærke, når vi ærgrede os over ham eller – sandheden i ære – når han ærgrede os. Ikke nær så flinke til at lade ham mærke, at inderst inde vidste vi godt, at vi havde dog ingen som han, intet sådant sundhedens springvæld midt i kulissestøvet som ham. Vi regnede vel med, at der skulde blive tid nok til at sige ham det, så frisk og stærk og djærv og levende, han var. Den rævelumske og ræverappe død har narret os igen. Den glade festernes mester er blevet borte for os, men hans latter og råb runger endnu i vore ører og vil runge længe, længe i vort sind.

Poul Reumert, vort vældige scenenavn, sagde engang til mig: En hel årrække var Johannes Poulsen nordens største kunstner, og remsede op på mere end den ene hånds fingre rækken af årstal for hans lysende bedrifter. Johannes Poulsen indfriede de overmåde løfter, hans pure ungdom gav, og når løfterne er indfriet, hvad så? Men hvem kan nægte, at han stadig var en scenens konge og stadig bar kronen fyrsteligt?

Han havde det uheld, at hans fader var Emil Poulsen og især, at hans onkel var Olaf Poulsen. Han kunde falde for den fristelse at ville overpoulsenere Poulsenerne. I begrænsningen viser mesteren sig, siger Goethe i et forøvrigt lovligt gehejmeråderisk ord. Mesteren viser sig stundom i at sprænge begrænsningen, men så skal han være en meget stor mester.

Johannes Poulsen.

Mester Johannes var stundom så stor, stundom ikke. Derfor talte han nu stærkest til os, når han var stille. Abel i Oehlenschlägers “Erik og Abel”, smukt, indtrængende smukt, og baade ved sin iscenesættelse af og ved sit spil i det stykke, der nu vil blive fremført, nåede han det sublime ved stilhed. Man kaldte ham Aladdin. Disse titler! Ved intenst slid i 5 minutter kan en underbevidsthed udføre det arbejde, som en andens sunde bevidsthed skal ase og mase med gennem døgn. Og vel var hans sind åbent. Denne skønne varme i øjet, når et nyt indfald greb ham. Hans stemme klar. Aldrig talte han ilde om andre. Aldrig ved jeg, at han gemte på nag. Hans fantasi var ikke eruptiv, ikke hektisk, men en lerjords frodige høst født i Sjællands kraftige muld. Vist var han et stort stykke af naturens muntre søn, men aldrig var han blevet den kunstner, han blev, hvis han ikke også havde kendt til at ængstes, ved at gyse under pust fra tilværelsens afgrunde.

Husker De, hvordan bedst som man sad og snakkede med ham, hans blik kunne glide en forbi i en anspændt, uhyggelig søgen, som om en dunkel tredjemand pludselig var skudt op i Stuen. Hvem var denne tredjemand? Var det den onde selv, eller var det bare døden? Den sygdom i hjernen. Hvem ved, hvornår den er begyndt, hvad andel den har i, at memoreringen kunde glippe og rollens spænding fuse ud som en spildedamp? I hvert fald fik vi alle tydeligt nok moret os over, at han, han den bedsteborgerligt påpasselige, forsov sig til en forestilling. Døden har isnet os latteren af vort ansigt. Og nu brænder gråden i vor hals.

Kammerat Johannes! Mester Johannes! Kom tilbage til os endnu engang. Vis dig bare en eneste gang endnu her på denne din scene. Så strålende, som når du var bedst. Som majestæt af England eller som simpel matros ved trækspillet. Kom, du geniale maskeringsmester, i hvad maske du vil, bare en eneste gang til. Åh, så vil vi klappe. Så vil vi juble.

Så vil vi springe op på stolene og råbe til dig: Johannes! Vi elsker dig! Vil du ikke? Jo, du vil gerne, men den strenge chef, der nu har lukket dig ind på sin trange scene, låner ikke sine kunstnere ud.

Så må vi nøjes med at sige det til Ulla og til hinanden: Hvor holdt vi af ham. Hvor vil vi savne ham. Hvor fæstnede han det ind i vore sind, at teatret er en uundværlig del af menneskehedens sjæl. Lad vore hjerter sige ham deres tak. Lad os alle rejse os med et tavst: Tak, Johannes!

Ringkøbing Fjord Museer

Gør historien levende på 10 museer

Få fri adgang til alle museer
Fiskeriets Hus

Fiskeriets Hus

Naturkraft

Naturkraft

Skjern Vindmølle

Skjern Vindmølle

Skjern Reberbane

Skjern Reberbane

Ringkøbing Museum

Ringkøbing Museum

Provstgaards Jagthus

Provstgaards Jagthus

Lyngvig Fyr

Lyngvig Fyr

Kaj Munks Præstegård

Kaj Munks Præstegård

Bundsbæk Mølle

Bundsbæk Mølle

Abelines Gaard

Abelines Gaard

Bork Vikingehavn

Bork Vikingehavn