Dakotavej
Tryk på linket for at afspille lydfilen.
Dakota.
Skibet baner sig vej igennem de kolde vinterbølger langs vestkysten. Året er 1888. Dakota har lastet 100 tons stangjern i Hamborg og er på vej til Oslo for at laste bygningstømmer. Den 30. januar ser besætningens 22 mænd sneen falde tæt om sig. Det fortsætter ud på natten, og kl 4.45 hører udkiggen bølgerne bryde. Brændingen er forude. Styrmanden ser i samme øjeblik land. Han beordrer rorgængeren at lade skibet falde af for vinden.
Men det er for sent. Skibet støder på revlen flere gange, indtil det sætter sig fast. Den 31. januar strander Dakota ud for Sdr. Lyngvig. Klokken 6 tager kaptajnen kontakt til land. Seks besætningsmedlemmer ror samtidig til stranden i en jolle. Med sig har de en line. Jollen kæntrer, men alle seks redder sig op på land. Nu kan resten af besætningen starte turen med linen fra skibet til stranden. De klamrer sig til linen med arme og ben. Kaptajnen og stuarten mister kræfterne til at holde sig fast og falder i havet. Man finder begge lig og begraver dem på Lyngvig kirkegård.
Dakota er et af de største sejlskibe, der er strandet på Holmsland Klit. Dets master rager højt over klittoppene, så de kan ses fra den anden side af fjorden.
En måned går, og skibet viser sig umulig at bjerge. For at få mest muligt økonomisk udbytte af skibet, sælges det til ophugning på auktion den 5. marts. Ophugningen tager tid og varer foråret ud. Kun skroget er tilbage. Man beslutter at lade naturens kræfter hjælpe og venter derfor på en storm til at brække det halvt over. Stormen indfinder sig allerede den 1. juni. Men inden man når at bjerge begge sider, flyder den ene ud i havet og lander i mindre dele i andre strandlen. Et stykke af skibssiden dukker op i Hvide Sande, 106 år senere, i 1994. Tømmeret findes i dag på Strandingsmuseum St. Georg i Thorsminde.
