Akvariet
I Fiskeriets Hus finder du både et saltvands- og et ferskvandsakvarie.
I saltvandsakvariet kan du se de forskellige miljøer, fiskene lever i. Dyrenes leveområde er Nordsøen og især området ud for Hvide Sande. I vores saltvandsakvarium kan du se et bredt udvalg af fisk og bunddyr fra Nordsøen. Vi har blandt andet spændende hajer, flotte pighvar og sjove fladfisk.
Find kamuflerede fisk på havbunden
Akvarierne er en gengivelse af naturen med gemmesteder for fiskene i sandbund, bag sten eller vragstumper. Når du besøger akvariet, så prøv for eksempel at finde vores vraglevende berggylt. Den lever på vragrester på bunden af Nordsøen. Og kan du mon finde de næsten usynlige fladfisk skrubber og rødspætter? Eller gå på opdagelse efter pighvar og søtunge, som er superdygtige til at kamuflere sig på havbunden, så de ikke så let bliver opdaget af andre rovfisk.
Den spændende historie om ålen
Vores ål skal du absolut også se, når du er på besøg hos os. Samtidig kan du få fortalt den spændende historie om ålen. Hvor og hvor længe har den befundet sig på egnen, hvordan er den blevet fisket, hvad har man brugt den til? Kort sagt, hvilken betydning har ålen (haft) på egnen.
Specielle fisk fra lokalområdet
Som saltvandsakvariet indeholder ferskvandsakvariet en god sammensætning af områdets fisk. Akvariet beskriver den spændende fauna i områdets åer, søer og Ringkøbing Fjord. Kom og kig nærmere på de sprællevende, lokale fiskearter.
Vi er stolte af blandt andet at have helten, en meget speciel art, som kun lever få steder i Danmark, men som findes i de største forekomster i vores område, i Ringkøbing og Stadil fjorde. Man kan virkelig kalde den en regionalfisk. Du kan få hele historien om denne fascinerende fisk, og hvilken kultur der er på egnen omkring fiskeri efter Helt, brugen af den og den spises af de lokale.
Vi er glade for at være en del af et pilotprojekt til udbredelse af Helten, hvor mange forskellige aktører hjælper med til indsamling af gydemodne fisk, strygning af fiskene, klækning af ynglen og opdræt af disse, for at de til sidst kan sættes ud i Ringkøbing Fjord.
Køb dagsbillet