Vær med til årets høslet på Bundsbæk Mølle
På Bundsbæk Mølle kan du give en hånd med, når Ringkøbing Fjord Museers høsletlaug går i gang med sæsonens høslet. De svinger leen, som for 100 år siden i juli måned.
I 1999 genetablerede Ringkøbing Fjord Museer Møllerens Eng ved Bundsbæk Mølle, og hvert år bliver engen høstet med håndkraft af frivillige fra museets høstlaug. Kom og se hvordan man laver det bedste hø, og trænger du til lidt motion, er du velkommen til at give en hånd med, eller måske få en lært at svinge leen – man skal jo ikke slå men skære, og det kræver lidt hvæssen fra tid til anden. Skulle du være interesseret i at høre nærmere eller måske blive optaget i lauget, så spørg bare for information. Det er ganske gratis!
Høslet – hårdt men livsvigtigt
Høslet var engang en vigtig del af livet på landet, og for mange mennesker var engen et af de mest værdifulde naturområder. Men som bekendt er engen et kulturlandskab, der kræver omhyggelig pleje, og det er et hårdt arbejde når det foregår med håndkraft. Naturen omkring Bundsbæk Mølle er rig på sjældne planter – dette skyldes blandt andet at græsset slås med le og stakkes med håndkraft. Høslettet og engenes afgræsning af kvæg skaber en større mangfoldighed i naturen. De frivillige i høsletlauget holder det gamle landbohåndværk ved lige ved at slå med le, skærpe æggen og stakke græsset på ryttere, så det kan tørre ordentligt.
Se i kalenderen, hvornår der er høslet.
