Ålevodfiskeri på Ringkøbing Fjord

Ålevodfiskeriet – eller “at slæbe ål” havde sin storhedstid på Ringkøbing Fjord i sidste halvdel af 1890’erne og frem til starten af 1920’erne. Tilsandingen af udløbet ved Nymindegab i slutningen af 1800-tallet havde givet ålen nye og gode vækstbetingelser i fjorden. Ålefangsten i fjorden begyndte klart at overstige det almindelige havfiskeri, der ville have været, hvis udløbet havde været frit.

Det blev særdeles fordelagtigt at fange ål i disse år, da fiskerne kunne få en høj pris for ålene – samtidig kunne de sejle på Ringkøbing Fjords mere rolige vande. Havfiskeriet blev derfor lagt på hylden for en stund.

Ålevodfiskeriet var så populært, at fiskere kom fra de nærliggende fjorde for at få deres andel af de fede ål – så langt væk som fra Harboøre kom de. Der findes ikke en officiel optegnelse over antallet af åledrivkvaser i denne periode. Men det menes, at der har været omkring 120 aktive åledrivkvaser på Ringkøbing Fjord i starten af 1900-tallet.

Fiskeriet foregik om natten. Åledrivkvaserne satte sejl og kunne på den måde drive sidelæns med deres vod, efterhånden fik de fleste både dog motor. Når båden drev tværs i vinden, trak den voddet over fjordbunden. Det var for at få den størst mulige afstand mellem voddets “arme”, at båden drev sidelæns. Voddets slæbeliner blev fastgjort på bådens klyverbom og en bom, der var rigget agter ud.

Drivvoddet skrabede ikke bunden, men gled hen over ålegræsset, hvor ålen opholdt sig. Det var en meget effektiv måde at fange ål på, og den store interesse for ålefiskeriet skærpede konkurrencen, så der næsten var kapløb, når nattens fiskeri var slut. Alle skulle skynde sig ind til auktionshuset i Ringkøbing – for de først ankomne fik som regel de bedste priser.

Ålefiskeri med vod var ikke kun populært, det var også så effektivt, at ålene og det ålegræs, de opholdt sig i, næsten forsvandt i Ringkøbing Fjord. Det blev derfor forbudt at fiske med drivvod, og snart forsvandt åledrivkvaserne også fra Ringkøbing Fjord.