Åledrivkvasen ULF
Åledrivkvasen ULF var en af de både, der i starten af 1900-tallet fyldte Ringkøbing Fjord. Båden blev bygget i 1925 i Sdr. Lyngvig nær Hvide Sande af bådebygger Niels Chr. Graversen og hans medhjælpere. Dengang var ULF ikke noget særligt, den var en af mange. Faktisk var der mere end 100 åledrivkvaser på Ringkøbing Fjord på denne tid. Men da ålefiskeriet med vod blev forbudt, forsvandt de mange både.
Mere end 60 år senere, i 1986, begyndte Ringkøbing Fjord Museer at indsamle viden om ålefiskeriet på Ringkøbing Fjord. En af museets ansatte, Olav Martinsen, var med til at indsamle og kom i den forbindelse på sporet af ULF.
Den gamle drivkvase blev målt og beskrevet, og arbejdet med at rekonstruere båden gik i gang. Museets fokus ændredes dog, og for en periode lå ULF stille. Indtil 2018 da Olav Martinsen til et årsmøde i Træskibs Sammenslutningen hørte Tom Rasmussen og Thomas Højrup fra Skibsbevaringsfonden fortælle: …i mangel af en original, kan en god kopi være bevaringsværdig.” Det ene ord tog det andet, og snart havde museet en støtteerklæring fra Skibsbevaringsfonden og en støtte fra Nordea-fonden.
Det viste sig nemlig, at den kopi, museet byggede på, var den absolut sidste åledrivkvase fra Ringkøbing Fjord. Derfor var båden også allerede bevaringsværdig, inden den var færdig.
Byggeriet blev genoptaget, og i 2020 sejlede der igen en åledrivkvase på Ringkøbing Fjord.