Jannavej
Tryk på linket for at afspille lydfilen.
Janna.
Sommeren er på sit højeste, da skonnerten Janna sejler fra Rotterdam til Stockholm den 2. august 1916. Besætningens 5 mænd har lastet skibet med jernskrot, der tynger Janna dybt. Den 3. august strander skibet ved Sdr. Haurvig. Forstanderen fra sommerlejren Bjærgeborg melder om det strandede skib og sender bud efter redningsvæsenet. Sommerlejrens lærere hjælper fire af besætningsmedlemmerne op på stranden. Men kaptajnen viser sig ikke.
Redningsmandskabet forsøger hele natten at få livstegn fra kaptajnen, og tænder strandingslys på stranden. Næste morgen sætter tre mænd en stige fra sommerlejren op mod skibets storbom og leder efter kaptajnen. De finder ham sovende i sin kahyt. Man tror, at han har drukket en tår for meget, da skibet strander. På få minutter monterer de redningsstolen og tager kaptajnen i land.
Lasten kan stadig bruges. Den bjerges og transporteres til Stockholm. Skibet viser sig også at kunne reddes.
Oplev en redningsstol i aktion, når der afholdes redningsøvelser ved Abelines Gaard.