Byg flere insekthoteller!
Vi er glade for, at du valgte at tage på ekspedition for at styrke biodiversiteten og for, at du gerne vil vide mere om, hvordan du kan hjælpe insekterne.
Der er gode og enkle muligheder for at lave forskellige slags insekthoteller rundt om i haven, så du kan give de forskellige insekter de allerbedste forudsætninger for at trives. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvilke materialer du bruger.
Nedenfor finder du en lille vejledning til, hvilke insekter de forskellige materialer tiltrækker, så du kan tage det med i overvejelserne, når du laver dine insekthoteller.
Hvilke insekter vil du tiltrække?
Dødt træ: Materialet er særligt godt til nedbrydere, såsom bænkebidere, men også skolopendre og tusindben er glade for at bo mellem stammerne. Du kan også grave en eller flere døde stammer ned i jorden, så de står oprejst. Det kan især biller som eghjorte, bøgehjorte og typografer godt lide at bo i. Dog skal du være en smule heldig, hvis disse billearter vælger at flytte ind, da de ikke længere er så udbredte i Danmark.
Mursten/tegl: Materialet er blandt andet et dejligt sted at bo for de forskellige løbebiller, da de søger de skyggefulde kroge om dagen, inden de går på jagt om natten. Edderkopperne flytter også gerne ind her. Hvis du placerer tegl nær jorden, kan du være heldig, at firben og slanger bruger det som varmestation.
Kogler, kvas og andet småt fra naturen: Materialerne er gode all-around materialer at inkorporere i dit hotel, da det kan tiltrække mange forskellige arter af insekter. Sørg for at fiksere materialerne, for eksempel med hønsetråd, så vinden ikke tager dem med, når det blæser
Vil du gerne gøre noget ekstra godt for bierne?
Det er ret enkelt at bygge et bihotel, der kan hjælpe nogle af naturens vilde bier med at finde et egnet sted at lægge deres æg.
Det eneste, du skal bruge er en træstamme og en boremaskine samt bor i størrelserne 4mm, 5mm, 6 mm og 7 mm.
Så skal du bore en masse huller så dybt ind i stammen, du kan. Bor gerne huller i flere forskellige størrelser, så der er noget til forskellige arter og størrelser bier.
Disse hoteller er beregnet til solitære bier. altså vores vilde bi arter som lever alene. de lægger æg i huller i træ, sandbrinker eller murværk. Det er nemt at se, om der er flyttet nogle bier ind i dit bihotel, for de lukker hullerne til med mudder eller blade, når de har lagt deres æg.
De vilde, solitære bier er ikke aggressive og stikker dig ikke, så der er ingen grund til at frygte at have dem i din have. Nyd dem i stedet, og bliv fascineret over deres forskellighed.