Dialogmøde om Fiskeriets Hus i Hvide Sande
12. marts 2025
Det er ikke til at se det udefra. Men ved indgangen til 2025 blev Fiskeriets Hus i Hvide Sande en del af Ringkøbing Fjord Museer. Fonden bag Fiskeriets Hus er nedlagt og aktiviteterne er overtaget af museet. Det har været tre år undervejs og sker efter tæt samarbejde mellem Fiskeriets Hus og museet. Det giver nye muligheder for at udvikle Fiskeriets Hus – men det åbner også for spørgsmål. Derfor vil Ringkøbing Fjord Museer gerne invitere alle med interesse i Fiskeriets Hus til dialogmøde d. 25. marts.
Så er du en af dem, der gør dig tanker om fremtiden for Fiskeriets Hus? Er du i tvivl om du som borger, forretning eller forening i Hvide Sande kan bruge Fiskeriets Hus, som du plejer til fx foredrag og møder? Eller er du måske nysgerrig efter at høre, hvorfor museet og den tidligere fond så muligheder i en fremtid for Fiskeriets Hus som en del af museet? Så mød op på Fiskeriets Hus tirsdag d. 25. marts kl. 19.
Aftenen vil byde på en kort introduktion til den nuværende status ved museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen samt Kurt Adsersen og Hanne Kvist Jensen, der var en del af bestyrelsen for det tidligere Fiskeriets Hus. Herefter er der rig mulighed for at stille spørgsmål og få svar om tankerne for Fiskeriets Hus samt det politiske blik på de fremtidige muligheder.
Aftenens paneldeltagere er, udover museumsdirektøren, også byrådsmedlemmerne Susanne Høj (C) og Carsten Bjerg (KD), samt Kurt Adsersen og Hanne Kvist Jensen. Christian Estrup, handelskoordinator for hvidesande.by, vil som moderator sørge for, at du får svar på dine spørgsmål.
Program
19.00 – 19.05 Velkomst v. Christian Estrup
19.05 – 19.30 Baggrunden for fusionen v. Hanne Kvist Jensen, Kurt Adsersen og Mette Bjerrum Jensen
19.30 – 20.30 Debat og spørgsmål fra de fremmødte. Paneldeltagere: Susanne Høj (C) og Carsten Bjerg (KD), Kurt Adsersen, Hanne Kvist Jensen og Mette Bjerrum Jensen. Modereret af Christian Estrup.
ca. kl. 20.30 Afrunding og tak for i aften v. Christian Estrup
Det praktiske
Tidspunkt: tirsdag d. 25. marts kl. 19.00
Sted: Fiskeriets Hus, Nørregade 2b, 6960 Hvide Sande
Arrangementet er gratis.
Der er ingen tilmelding.
For yderligere information, kontakt:
Direktør for Ringkøbing Fjord Museer
Mette Bjerrum Jensen
tlf. 30 28 08 75
mbj@rfmuseer.dk